Burgos - Santiago 498 km!

Så stod jeg der endelig i går efter lige nøjagtig 3 ugers vandring, foran den kæmpestore katedral i Santiago de Compostella. En mærkelig og lidt vemodig følelse at vide at nu er jeg færdig med min vandring.

Da vi forlod herberget i Arca mandag morgen, blev jeg og min lille "Caminofamilie", som nu var blevet forøget med Reinar fra Østrig, enige om, at vente paa hinanden i Monte Gozo, saa vi kunne gå ind sammen. Monto Gozo var det højdepunkt hvor pilgrimmene i gamle dage for første gang kunne se katedralen. I dag kan man sjældent se den herfra p.g.a. smog fra storbyen (80.000 indbyggere).

Det sidste stykke samlet vandring forgik gennem storbyens forstæder indtil vi kom ind i den gamle by, hvor det myldrede med pilgrimme. En del af dem nogen som vi kendte, eller som nogen af os kendte, saa selvfølgelig skulle der hilses og lykønskes, og saa pludselig stod vi der, efter det sidste stykke at have gået på de samme sten, som millioner af pilgrimme har betrådt foer os, på kaempepladsen foran kæmpekatedralen, som forøvrigt i søndags havde 800 års jubilæum.

Der holdes hver dag kl. 12 pilgrimsmesse i katedralen. Vi var fremme omkring kl.3 og blev enige om at vente med at se katedralen til vi skulle til messe i dag.

Efter at have fået os lidt frokost gik vi til pilgrimskontoret, hvor vi stillede os i en laaaang kø, for at få  vores bevis paa at vi var pilgrimme, udsted paa latin med fuld navn, ligeledes paa latin: Elisabeth"

Hjemmefra havde jeg bestilt et værelse paa et hostal, privat med eget bad! Jeg har faet et dejligt lille værelse med en helt vidunderlig udsigt ud over et kloster og en kirke og bagved landskabet. Det er dejligt omsider ogsaa at kunne trække sig tilbage til private omgivelser.

I dag har jeg saa været til pilgrimsmesse. Den store katedral var helt fuld. Gennem tiderne er den flere gang blevet udvidet for at der skulle være plads til alle pilgrimme, sa nu er der båede hovedskib og sideskibe. Inden den egentlige messe, stillede en lille nonne med en helt fantastisk stemme, sig frem og instruerede os, som en anden dirigent, i hvad vi skulle synge. Præsis kl 12 vandrede 8 hvisklædte præster ind, hvorefter en af dem stillede sig frem og læste op hvilke pilgrimme der var kommet dagen før: 208 pilgrimme fra Tyskland, 3 fra ungarn o.s.v. saa en hel masse der ikke var til at forstå (selv for mig spanskkyndige :-) Endelig til sidst velsignelse, sang og orgelbrusen:  meget meget smukt. Saa nu kender I altsaa en rigtig pilgrim med bevis og det hele.

Det er svært for mig at gøre op hvad den her tur har betydet for mig, der rumsterer mange tanker og følelser som er svære at sætte ord paa, men en ting er blevet ved med at vende tilbage til mig: En stor og dyb taknemmelighed over at være til og over det liv jeg har fået tildelt. Jeg er begavet med en familie der følger mig og støtter op om mig. Det har været en stor gave at få mulighed for  i 3 uger at vandre, blot bærende på mine få fornødenheder, Kun at skulle koncentrere mig om at komme fremad, og de tanker der uværgerligt dukker op, for en stund kaste alt hvad der er bør og skal af sig. Blive et med naturen og møde nye mennesker og kulturer, hvile i sig selv. Caminoen  er gået mig i blodet.

21 km tilbage!!!!!

Ja saa er det lige før, en mærkelig følelse efter at have gået saa mange km. Min krop har det godt og skulle nok kunne klare at gaa dobbelt så langt. Godt nok er jeg godt træt hver dag,  når jeg kommer frem til mit logi, og mærkeligt nok ligyldig om  jeg har gået 15 km eller 30km. Efter en god nats søvn har den tilsyneladende restitueret sig og er klar igen. Det er en god følelse.

Paa herberget i Arzua lavede Suzette og Eva i aftes mexicansk  mad til os. Eva har været i Mexico, så hun var chefkok:  mexicanske pandekager, 2 slags kød, stegte pebre samt Guacomole og tomatsalsa - og så selvfølgelig riiiiigelig med vin.

Også i dag er vi havnet paa det samme herberg her i Arca, som er vores sidste stop før Santiago. Herberget er stort, det er nødvendigt saa tæt paa Santiago (se nedenfor), men i forhold til størrelsen er det faktisk ikke dårligt.

Dagens vandring har som i går været hovedsagelig gennem skov ad smalle stier og hulveje. Efter morgenfkaffe paa den nærmeste bar, gik jeg afsted, nu i tørvejr efter det hele natten havde det regnet voldsomt. Nu er der efterhånden rigtig mange på vej mod Santiago. Der er nemlig sådan, at hvis man GÅR mindst de sidste hundrede km mod Santiago, er man berettiget til at få et såkaldt Compostella, et bevis paa at man er pilgrim. Det har tilsyneladende stor betydning for katolikker (giver sikkert syndsforladelse) så det er der mange som benytter sig af.

I løbet af den tid jeg har vandret, er jeg kommet forbi en del steder hvor der står mindesmærker for folk, som er døde undervejs paa caminoen, sidst i dag hvor en italiener for et par år siden, dagen før forventet ankomst til Santiago, døde. Det er ogsaa caminoen.

Jeg kan godt lide at starte ud alene om morgenen, og i fred og ro nyde morgenens stilhed. Høre fuglene, se en rovfugl svinge sig op under himlen, måske forfulgt at småfugle, som frygter for deres unger. I løbet af dagen gør jeg holdt, og saa bliver jeg ofte indhentet af nogle af dem jeg kender, saa bliver det til en hyggelig kop kaffe og snak. I dag var jeg for øvrig så heldig at jeg 2 gange nåde en cafe, lige inden det begyndte at styrtregne, saa kun paa det sidste stykke i dag måtte jeg haven ponchoen paa.

I dag bliver det ikke til mange billeder. Der er næsten ikke mere strøm paa mit kamera, og der skulle jo gerne være til et fra katedralen.

Ja sommetider holder skoen ikke hele vejen

Mexcikanske pandekager m.m.

Sidste nats herberg

Bella holder styr paa pilgrimmene

Py ha fire dage uden pc, jeg er lige ved at faa abstinenser

I dag har vaeret en kort dag, blot 15 km. Til gengaeld vandrede jeg i gaar 32 km og var virkelig trae,t da jeg endelig kom frem til Melide. Dagen havde vaeret fin nok, men alt for lang, hvilket skyldtes at der pludselig ikke var nogle herberger. D.v.s. det var der faktisk efter 20 km midt ude i ingenting, ikke nogen bar eller spisested ingen koebmand, hvor jeg kunne koebe lidt at spise. Derfor blev jeg noedt til at fortsaette til Melide hvor det naeste herberg som sagt laa. Jeg er ude af bjergene og er i et mere bakket (store) omraede, med megen skov og store graesmarker. Hele tiden gaar det op og ned af lange indimellem temmlig stejle bakker. Det er dog intet at tale om i forhold til det jeg omtalte for nogle dage siden.

De sidte dage har jeg vandret sammen  med Suzette, Eva, Kurt og Bella, eller retter sagt moedtes med dem ind imellem og boet paa sammme herberg. I nat var det saa Melide paa et kaempeherberg med flere hundrede senge, ikke saerligt charmerende. Mig frem med sprayen mod vaeggelus foer jeg reder min seng saadan et sted. Saa vidt jeg ved er jeg endnu ikke stoedt paa nogen 7,9,13. Her i Arzua, som vi er kommet til  nu, bor vi paa et lille privat herberg. Paent og rent, alle i samme vaerelse. 

Der er rigtig stor forskel paa herbergerne. Nogle er hyggelige med virkelig soede hospitalieros, som er med til at skabe en god stemnig, saa alle foeler sig godt tilpas. Andre steder er det naermes pengemakiner, hvor det drejer sig at faa hevet penge ud af de vandrende. Jeg foretraekker langt at bo i de mindre byer hvor jeg oftest finder et godt herberg.

Efter Tricastela, som var det sidste sted jeg skrev fra, har det vaeret Galicien jeg har vandret i ( skrev forkert tidliger, Galicien starter lige efter Tricastela) Nu er det som skrevet ovenfor ikke bjerge, men storbakket landskab, med vidtstakte skove. Isaer vandringe fra Tricastela var smuk. Man gaar ad stier der er kranset af smukke gamle stengaerder gennem skov og graesmarker. Her er ingen kornmarker, kun marker med graes. Indimellem gaar man gennem smaa bitte landsbyer, hvore man skal vare sig for ikke at traede i koklatter. Moergen og aften drives kvaeget gennem gaderne for at komme til og fra markerne.

Den dag endte vi i Barbadelo paa et ok privat herberg, hvor vi selv lavede mad. Vi havde koebt ind i en by 5 km foer, og havde fordelt maden . jeg slaebte paa en l. vin. Py ha, det kan maekes med de ekstra 1 1/2 kg.

Efter Babadelo gik jeg til Gonzar og boede paa et super godt herberg og fra Gonzar var det saa Melide som jeg omtalte ovenfor.

Det er maerkeligt, for om morgenen, naarjeg staar ud af sin seng, taenker jeg, at nu kan jeg bare ikke mere, men naar jeg saa har vaklet afsted den foerste km, og kroppen er blevet varm, viser det sig at det ikke er saa slemt, og efter 5 km gaar benen paa det naermeste af sig selv, og jeg kan bare "vaere". En fantastisk foelese at gaa der og bive et med naturen, lydene, fuglene omkring en. Intet er meget bedre.

Foroevrigt skal jeg ogsaa lige fortaelle, at lige inden jeg kom hertil i dag, moedte jeg en dejlig dame paa 88, som var paa vej til Santiago!

I oejeblikket er jeg ca 40 km fra Santiago, saa jeg regner med at vaere der mandag

 Lige foer vi gaar ind i Galicien, smukt, smukt

 paa sovesal med Suzette og Eva

 Hyggelig faelssespisning

 Toerrested for forskellige groentsager, ses ved hver en gaard

 Vand saettes ofte frem til pilgrimme

 belle paa vej op ad trappen til byen Portomarin

 I Melide spiste vi blaeksprutte. Pulpa, som er en stor specialitet her

 Traedesten over vandloeb

88 aarig pilgrim

kl er nu 15.30

Hvis jeg ikke faar smalle laar af det her saa faar jeg det saa gu da aldrig!

Denne morgen har vaeret den bedste: Jeg gaar hoejt oppe i bjergene med en fantastisk udsigt, det er lidt diset og en smule koeligt, men ellers er vejret fint. Alt er stille og og jeg fyldes af glaede. Saa tikker der en sms ind. Det er fra Anna: hun har siddet oppe hele natten for at goere rn opgave faerdig, som hun skal aflevere til et studium hun er i gang med, og har netop modtaget en mail om, at hun har faaet et legat paa 80000kr ! For pokker da hvor du fortjener det min skat! Hvor er jeg dog glad paa dine vegne.

I dag har jeg vandret fra la Faba til Tricastela, en lidt streng tur. Startede  ved 800m, gik op til 1337m og derefter ned til  675m. Det er kname noget der kan maerkes i benene, isaer at gaa ned, hvilket er meget vaerre end at gaa op, fordi det er skraekkelig  haardt ved knaene.Men det har vaeret en dejlig dag trods anstrengelser. Bjergene er meget smukke, og man ser nogle forunderlige udsigter. I aften laver vi i faellesskab mad her i det lille herberg, det er hyggeligt. En Sydafrikansk pige Suzet er kok.

I gaar var turen ogsaa paa omkring 26 km. Egentlig havde jeg bestemt mig for 20, fordi jeg gik saa langt dagen foer,  men da jeg saa kom frem til stedet hvor jeg havde taenkt mig at stoppe, saa det kedeligt og tomt ud og jeg taenkte at jeg vel nok kunne klare 4 - 5 km mere. Hold da op. Jeg var naer doed foer jeg naede frem. Det blev stejlere og stejlere og endte med at vaere omtrent lodret. Men jeg klarede det og sov 10 timer om natten.

Jeg har kigget meget noeje paa mine laar, desvaerre ser de ikke ud til at vaere blevet tyndere:-(

Herberget i La Faba

Et par billeder fra dagens udsigter

Og saa et par billeder fra i gaar (den her forbindelse er laaaaangsooom)

Og det vil den saa ikke . Jeg proever lige med et par stykker paa i forgaars indlaeg

Regn, regn, reg, regn.

Da vi startede fra herberget i Molinasesca her til morgen (jeg og Sara, en ung tysk pige) regnede det, nu er spoergsmaalet saa: skal man tage ponchoen paa eller ej. Tager man den ikke paa bliver man selvfoelgeligf vaad, tager man den ikke paa, ja saa bliver man ogsaa vaad, fordi man sveder naar man gaar og ponchoen efterhaanden bliver ligesaa vaad indvendig som udvendig. Jeg vaelger at tage den paa fordi det regner temmelig kraftig og er efterhaanden gennembloedt alligevel. Dette er ogsaa caminoen!

Vi kommer efterhaanden til Ponteferara hvor der ligger en usaedvanlig velbevaret tempelridderborg, som har sin oprindelse helt tilbage til 1178. Videre gaar det mod Cacabelos, hvor Sara og jeg er blevet enigne om at overnatte. Her er der stor fest, hestemarked og altmuligt andet, fordi det er 1. maj. Byen myldrer med folk og vi er blevet enige om at spise noget her, men alle barer er propfyldt, saa det ender med at vi koeber empanadas, en slags plaekspruttetaerte, hos en bager sammen med Kurt, Bella, hunden; og Eva, som er stoedt til os. Det er blevet toervejr, saa vi smider ponchoerne spiser vore empanadas og drikker en oel. Nu skal Sara og jeg saa finde herberget for vi vil stoppe her, det lader sig ikke goere, for det er lukket, oev! paa med vanten og videre. Nu begynder det at regne igen, og tordne. Det STYRTER ned, var vi ikke vaade foer, saa er vi det i hvert tilfaelde nu. Vi er traette, ben, foedder, ryg, ja alt smerter. Vi ledes til hoejre ad en sti gennem vinmarker ( det viser sig senere, at det er en omvej) Op gaar det ad bakker og ned igen. De der har vaeret i huset i Almunecar ved hvordan det er at komme op ad bakken fra stranden, saadan er  bakkerne, der var bare MINDST ti: op, ned, op, ned... Endelig kommer vi til den sidste nedstigning og er nu i Villafranca de Bierzo, gaar gennem byen og naar endelig det herberg vi har stilet mod. Klokken er efterhaanden blevet 19, saa sent er jeg aldrig foer kommet frem. Det viser sig et vaere et vidundserligt sted, hvor vi i det sammen vi traeder indenfor doeren bliver budt paa en kop kaffe. Det viser sig at vi i dag har gaaet 34 km!

Efter et dejligt varmt brusebad er jeg nu parat til at gaa ud og faa nogetr at spise.

Herberget i Molinaseca

Amigos

Farmor foran en helt rigtig ridderborg

Eva med ballonnen Patrick

Ponferarrara

30.april Molinaseca

I dag til morgen godt 8, forlod jeg Rabanal del Camino, hvortil jeg kom i gaar fra Astorga. Her boede jeg paa et herberg, hvor der nok sov smaa hundrede oppe under taget. Saadan set godt nok, men noget proppet, og som en af de andre sagde: Hvad nu hvis der opstaar brand? Hmmm saadan noget skal man lade vaere at taenke paa. For en gang skyld lavede jeg selv mad, ellers plejer det at staa paa pelegrino menu, der som regel staar paa stort set de samme tre valg til forret og hovedret, det kan man godt blive en smule traet af, isaer hvis det ikke er hjemmelavet. Fra naeste lille by fulgtes jeg igen med Kurt og Bella en times tid. Det er hyggeligt at moede nogen af dem man kender, de bliver naesten som en slags familie, naar nu ikke ens engen er her :-)

I Rabanal del Camino havde jeg laest, at der var et rigtig dejligt herberg. Det var rigtigt, tidligere praestebolig overfor kirken, med kaempestor have, hvor jeg tilbragte et par timer med at slappe af i solen. Om aftenen var der en Tjekkiskt pilgrim, der var kok som tilboed at lave mad, og vi var 8-9 stykker som spiste sammen. Hyggeligt.

I dag gik saa turen videre ved 8 tiden op over bjerget. En vidundserlig dejlig morgen, helt stille og med et vaeld af farver far bjegvaeksterner. Mandshoej violet lyng, blaa lavendler, hvide gyvel, smaa gule puder af en slags. En palet af farver som gjorde mig helt oer. Det var ikke solskin, en let dis laa over bjergene. Efterhaanden som jeg aarbejdede mig opad, blev det mere og mere diset. jeg kom frem til en lille gallisk by, jeg er nemlig kommet til Galien nu. Naeppe var jeg kommet indfor, foer himlens sluser aabnede sig og det vaeltede ned. Efter en kop kaffe og en bogadillo, forhoerte jeg hos vaerten, om vejret ville fortsaette paa samme maede. Det ville det! ogsaai morgen! saa var der ikke andet en at vade ud i det. Godt jeg har et stort regnslag. jeg manglede nemlig at gaa 8 af af dagens 26 km.

Nu er jeg saa kommet frem til Molinseca hvor jeg har faaet en seng paa et godt herberg. For en gang skyld er her ikke koejesenge. Hvis der er, foretraekker jeg altid den oeverste. (Jeg bryder mig ikke om der er nogen der ligger og prutter mig ned i hovedet)Jeg har faaet et dejligt brusebad og haengt det vaade toej til toerre, samt puttede aviser i mine vaade stoevler. det skal nok blivet toert det hele til i morgen.

Det soed engelske hospitalieropar i Rabanal

Herberget i Rabanal

Tidlig morgendis

Mandshoej lyng

bjergskraaning

En slags lilje?

Det er IKKE gyvel, den er hvid her

Et tegn paa vejen

Kors paa toppen, hvor det er skik pilgrimme laegger en sten hjemmefra.

Endnu en bod paa vejen

Fra Hospital de Òrbigo til Astorga

En pragtfuld morgen. Jeg vandrer i bakkedraget mellem Hospital de Òrbigo og Astoga. Imellem de to byer kan man vaelge mellem to veje, den der gaar langs hovedvejen og den der ikke goer. Den jeg har valgt gaar mellem smaa stille landsbyer, der er saa smaa, at der naeppe er en bar. Her er stlle, kun fuglene og en smule bilstoej i det fjerne. Det er et straalende vejr, stadig ligger morgendisen over landskabet, men den forsvinder snart og jeg smider troejen og gaar blot i solbluse. Man skal passe paa solen her, den er meget staerk. I gaar koebte jeg solcreme, fordi jeg kunne maerke, at det var lige foer jeg blev forbraendt,. det har jeg smurt mig godt ind i foer jeg startede i dag. Det er dejligt det ikke mere er saa fladt som paa Mesetaen, hvor der som regel ikke var andet end uendelige hvedemarker saa langt oejet raekte. Her er landskabet mere vildt, bakket og kun med dyrkede marker ind imellem. Jeg gaar op af en stejl bakke, har efterhaanden gaaet godt tre timer uden stop. Hvad ser jeg for mit oeje da jeg naar toppen! Et fatamogana? nej soerme nej, det er virkeligt. En "engel" under et lille tag, som byder paa forskellige slags juice, the, kaffe, noedder o.s.v.: Alt er donativo, d.v.s. man selv bestemmer om og hvad man vil betale. Han fortaeller at han selv har faaet lov at gaa caminoen, saa er dette da det mindste han kan goere!! Det er et menneske, der er naaet langt efter min mening. Bag hans lille bod ligger en slags stald, hvor han bor.

Efter 4 timer er jeg i Astorga, ikke nogen lang march, blot 20 km. Her har jeg besluttet mig at blive for natten. Ogsaa her er der en meget flot katedral, som jeg gerne vil se, samt et bispepalads lavet af Gaudi. Byen er en meget vigtig by paa caminoen. Her stoeder Via Plata, som starter i Sevilla til Camino Francais, saa byen har i aarhundreder vaeret et vigtigt knudepunkt.

Da jeg forlod Leòn i gaar, tog jeg, for at slippe for industrikvartererne, bussen 8 km ud af byen til la Virgen de la Camino.Herfra gik jeg 30 km til Hospitel de Órbigo. For soeren da hvor var jeg traet, da jeg endelig  kom frem, hele kroppen vaerkede fra top til taa. Det sidte stykke af vejen fulgtes jeg med Kurt og Bella, som jeg tidliger har naevnt. Godt for det, ellers ville jeg vist aldrig vaeret kommet frem. Herberget jeg boede paa hed St. Miguel, ligesom oellen. Et rigtig dejligt sted, nok det bedste jeg har moedt indtil nu. Da jeg havde faaet et bad og lige havde lagt mig paa min seng dukkede ogsaa her en engel op og tilboed masage for 15 E for en time. Der skulle ikke megen overtalelse til, mig op paa brixen til en herlig gang rygmasage. Lige hvad jeg traengte til!

Alle man moeder har hver deres "pinsler" at traekkes med. Nogen vaerre end andes. Nogle har foedder der naermest haenger i laser, andres knae bulner op og giver slemme smerter. Visse kan slet ikke taale solen og bliver skoldede o.s.v. Heldigvis klare mine foedder og ben sig stadig uden problemer. Det vaerker lidt i hofter og ryg, men ikke mere end at det fortager sig efter en nats soevn.

Stadig kan jeg ikke finde ud af at faa det rette tidspunkt paa. Kl. er nu 15.30

Katedralen i Le'on er fyldt med fantastiske vinduer med glasmosaik

Lige ud af vejen i et afrikalignende landskab.

Mon ikke det her er vilde hyacinter?

herberget i Hospital de Òrbigo

Oede landsby paa min vej

og en mini potentil- tror jeg

I Hospital de Òrbigo er der en kaempelang bro med 19 buer over floden Òrbigo

Den engel jeg moedte paa min vej i dag!

Foer hver stor by staar et kors, her foer Astorga.

Koreaneren Ti Bom som jeg naesten hver dag traeffer paa.

Katedralen i Astorga

Gaudis bispesaede.. hmmmm....